Lichen sclerosus (LS)

kronisk bindevævssygdom

Hvad er lichen sclerosus (LS)​?

Lichen sclerosus (LS) er en kronisk bindevævssygdom, der rammer hud og slimhinder på de ydre kønsdele og huden omkring endetarmensåbningen. Sygdommen kan i sjældne tilfælde også ses på huden andre steder på kroppen.
Lichen sclerosus kan ramme både voksne og børn. Der er flere kvinder end mænd, der rammes og der er en tendens til, at sygdommen først viser sig efter overgangsalderen. Mænd med lichen sclerosus kan oftest kureres ved omskæring. 

Førstevalgsbehandling er livslang binyrebarkhormon som salve. For en del kvinder og mænd er det en fin behandling. Desværre er der en gruppe af patienter, som oplever forværring og ingen effekt af binyrebarkhormon. Nye studier viser god effekt af både laserbehandling og pladerig plasma (PRP) ved behandling af lichen sclerosus.

sygdommens symptomer

Hvordan er det at leve med lichen sclerosus?

Når du lider af lichen sclerosus, går slimhindernes bindevæv til grunde og erstattes af arvæv. Lichen sclerosus bevirker, at slimhinden på de ydre kønsdele bliver bleg eller hvidlig misfarvet.
Samtidig bliver slimhinden tyndere, og der kan opstå rifter. Forandringerne ses på de ydre og indre kønslæber hos kvinder, og kan sprede sig ned i mellemkødet og omkring endetarmen. Det er ikke sjældent, at der opstår små blødninger i slimhinden, hvilket resulterer i en rød-blålig mørk misfarvning af slimhinden. 
Lichen sclerosus opstår gradvist og uden kendt udløsende årsag.  

Lichen sclerosus kan give anledning til:

  • Kløe, svie, brændende fornemmelser og smerter 
  • Smerter ved samleje
  • Tynd hud som sprækker nemt
  • Blødning i slimhinden
  • Svind af indre kønslæber
  • Forsnævring af skedeåbning
  • Stramning af vævet omkring klitoris 

behandling af Lichen sclerosus

Behandlingsforløbet

Før behandlingen

Behandlingen forudgås af en gynækologisk undersøgelse, hvor det sikres, at der ikke er kontraindikationer til behandlingen.
Der er ingen særlige forholdsregler forud for eller efter behandlingen. Det anbefales dog, at behandlingen udsættes, hvis man har menstruation.
Studier har vist at pladerig plasma (PRP) kan regenerere normalt hud svt. tidligere LS elementer samt opheling af LS læsioner og klinisk bedring i størrelsen og reduktion af antallet af LS læsioner. Flere oplever desuden signifikant bedring af kløen og smerterne. 

Du kan dog ikke få behandling med PRP hvis du; får pågående blodfortyndende behandling, har trombocytsygdomme, kræft, eksisterende hudkræft i LS læsion eller infektion i behandlingsområdet.

Selve behandlingen

Ved behandling foretages der en blodprøve, som placeres i en centrifugator og indstilles herefter til at centrifugere med en vis hastighed og antal omdrejninger. Dette resulterer i, at blodet adskilles i forskellige faser (røde blodlegemer, blodplader, plasma). Blodpladerne med vækstfaktorerne udtages. Disse injiceres i de ønskede områder, eksempelvis på LS.
Selve behandlingen varer cirka 15 minutter, og man kan mærke ubehag i forbindelse med selve injektionen.

Efter behandlingen

I og med det er ens eget blodkomponent, der injiceres et andet sted på huden, er bivirkningerne minimale.  Bivirkningerne kan vise sig som rødme, hævelse og infektion svarende til indstiksstedet. Generne forsvinder sædvanligvis i løbet af et par dage.
Det er individuelt, hvor mange behandlinger man har behov for, men der anbefales 3-4 behandlinger. En del patienter vælger at få behandlinger hver 3-6 måned for vedligeholdelse.